Følg os på Facebook

Et arbejdsredskab for forfattere

Medlem af ORDforeningen

Medlem af ORDforeningen

Jeg går ikke i dyrt tøj eller tager med veninderne på spaophold – i stedet for bruger jeg pengene på ordgymnastik!

Blogindlæg af Mette Telefoni, Cand.mag og projektkoordinator, skriver noveller og børnebøger.

De sidste tre-fire år har jeg prioriteret at gå på skrivekurser, både for at få nye greb på skrivningens kunst og for at holde mig selv oppe på at få skrevet. Det er nemlig ikke altid lige nemt at holde dampen oppe på tasterne, når der er både familie, job og samvær med andre mennesker, som der også skal tages hånd om. Men et par gange om året tager jeg mig tid til at komme på kursus. Så er det hele nemlig skemalagt, og jeg er indstillet på, at intet andet kommer i vejen for mit ønske om at skrive og blive bedre og bedre til det. Ligesom hvis det var badminton, jeg ville dygtiggøre mig i med faste træningsaftener eller weekendturneringer. Efterhånden er der heller ikke så mange i min omgangskreds, som ser underligt på mig, når jeg siger ”Jeg kan desværre ikke den dag, for dér skal jeg til skriv!”.

Jeg har skrevet meget i forbindelse med forskellige kommunikationsjobs, og privat har jeg skrevet noveller og børnebøger og er i efteråret begyndt på min første roman – skræmmende og vildt tilfredsstillende at være i gang med noget, som kan vokse sig stort og forhåbentlig godt.

Giv dit forfatterskab et kærligt boost

Skrivekurserne giver mig motivation og inspiration, især fordi jeg har været heldig at støde ind i nogle virkelige dygtige undervisere med ild i rumpetten og kærlighed til forfatteri. Jeg vil anbefale dig, som elsker at skrive, at tilmelde dig et forfatterkursus i ny og næ for at give dit forfatterskab et kærligt boost, også for at vise, at du rent faktisk tager din skrivning så seriøst, at det fortjener opmærksomheden.

De kurser, jeg har deltaget i, har været ret forskellige både i form og indhold, men fælles for dem alle har været deres fokus på skønlitteratur.

Skriveværkstedets skrivecafé

Jeg er kæmpefan af Skriveværkstedet og deltager jævnligt på deres skrivecafé i Aarhus, som man kan deltage i to eftermiddage om måneden. Skriveværkstedet lærte jeg at kende, da jeg var på et dagskursus hos dem i København, som hed Sæt skub i din børnebog.  På det kursus var fokus på den kreative proces, idégenerering og på at få produceret noget tekst, som passer til målgruppen. Efterfølgende har jeg ofte været på Skriveværkstedets skrivecafé. Caféen er et meget uformelt set-up med en halv times oplæg fra en af deres redaktører og individuel feedback på en sides tekst, som man har sendt i forvejen. Og ellers går eftermiddagen med, at man sidder og skriver et par timer og hygger sig med kaffe og kage.

Kursus i flowskrivning

Flowskrivning er et kursus, jeg har været på hos Bo Skjoldborg. Her var der fokus på skrivning som et håndværk og på at lære metoder og processer, som gør det nemmere at få produceret tekst. Bo fortalte om måder, vi kunne styre uden om frustration, stress, overspringshandlinger og spildtid på og opnå større produktivitet. Vi fik tips til at ramme Flow-zonen, og koncentrerede os udelukkende om skriveprocessen og konkrete redskaber til at skabe en markant bedre, mere effektiv skriveproces frem for om sproget og formen.

Writers Academy

Senest har jeg været optaget på Writers Academy, afholdt af Story Scout og Forlaget Turbine, på deres otte ugers intensive forfatterkursus. Kurset er et allround kursus for forfattere, der gerne vil skrive – OG ikke mindst – udgive en roman. Her kom vi derfor godt omkring alt fra synopser, genrer, hovedpersoner, plotplan, forlagskontrakt og meget andet. Der var tekstøvelser til hver undervisningsgang, feedback fra underviseren og medkursister og til sidst en evaluering af vores romaners tre første kapitler fra tre redaktører.

Guldkornene

Guldkorn er der mange af fra de kurser, jeg har været på, men her kommer nogle af mine favoritter:

  • SKRIV! Helst lidt hver dag, også selvom det ikke bliver fantastisk hver gang. Det er vigtigt at holde tasterne varme!
  • Skriv noget, du selv ville have lyst til at læse.
  • Lav en synopsis som det første – dét vil skærpe dit overblik og gøre det nemmere at skrive, og du kan skrive de afsnit, du har lyst til, og ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge.
  • Din hovedperson skal være en helstøbt karakter, fuldkommen i sin ufuldkommenhed – der skal være nogle flænger i facaden. Modsætninger/idiosynkrasier skal også præge hovedpersonen, og du skal som forfatter både beundre og frygte din hovedperson. Hovedpersonen skal fascinere dig og dine læsere.
  • Kend din hovedperson ned i detaljer. Så ved du nemlig, hvordan han/hun ville handle i en given situation, hvilket hjælper historien på vej.
  • Sørg for, at sanserne kommer i spil sammen med de konkrete beskrivelser. Farver, lugte, lyde og smag får læserne til at huske og relatere. Men lad være med at overfylde med beskrivelse på beskrivelse.
  • Begyndelsen af din roman – de fire første sætninger – er afgørende for, om folk gider læse videre. Den første sætning MÅ bare ikke være kedelig eller for lang!
  • På den første side (til to sider) skal læseren kunne udlede, hvilken genre, der er tale om, ud fra forfatterens stemme og atmosfæren, og de skal på snedig vis blive vist, hvad bogens TEMA er.
  • Undgå klicheer og overdreven brug af tillægsord.
  • Print altid ud, når du skal læse grundig korrektur, og læs højt.

Related Posts

Novlr – et super godt værktøj

Novlr – et super godt værktøj

I jagten på et online skriveprogram er jeg faldet over programmet “Novlr”. Det er enkelt, æstetisk og godt tænkt.  Jeg er meget begejstret!

Giv et gavekort

Giv et gavekort

Vil du give en Forfatteralmanak 2018 i julegave? Så køb et gavekort, som du selv kan printe ud.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *