Følg os på Facebook

Et arbejdsredskab for forfattere

Hvorfor skriver vi?

Hvorfor skriver vi?

Hvorfor skriver vi egentlig? Alle os, der skriver historier eller digte eller essays eller faglitteratur? Hvad er vores motivation? Den engelske forfatter George Orwell, som vi kender fra “Kammerat Napoleon” og “1984”, giver i sit essay “Why I write” fire bud.

Egoisme

Vi skriver af egoistiske grunde. Ja, den er god nok! I følge Orwell skriver vi ud fra “ren egoisme” som “ønsket om at virke kloge, at blive talt om, at blive husket efter døden eller at hævne os på de voksne, der har gjort os ondt i barndommen.” Ikke det mest ædle motiv, men formentlig naturlig.

Æstetik

Vi skriver dog også ud fra et mere “ædelt” motiv, nemlig det Orwell kalder for”æstetisk entusiasme”. Det handler om sansning og skønhed. Forfatteren er nemlig ifølge Orwell særligt optaget af den ydre verdens skønhed, af ordenes skønhed og rytmen i en god historie. Og han skriver, fordi han vil dele denne æstetiske oplevelse med sin omverden.

Historie

Men forfatteren er ikke kun æstetiker, han er også historiker. Forfatteren skriver for at “finde frem til sande fakta og lagre dem til brug for eftertiden”.

Orwell skriver “sande fakta”. Men her er det værd at indskyde, at ikke kun bøger baseret på fakta som biografier, autofiktion og faglitteratur giver et billede af sin samtid. Også skønlitteratur bygget på ren fantasi, vil uundværligt være et aftryk af sin tid.

Politik

Forfatteren er nu både æstetiker, historiker – og egoist! Men han er en ting mere; han er også politiker. For ifølge Orwell, der selv var dybt politisk engageret, kan ingen bog sige sig fri fra at tage politisk parti – politisk bredt forstået. Forfatteren skriver, fordi han “ønsker at skubbe verden i en bestemt retning og ændre folks idéer.”

Du kan læse hele Orwells essay her:

Link til essayet “Why I write”.

Blogindlæg af Alice Aagaard

Related Posts

Medlem af ORDforeningen

Medlem af ORDforeningen

Jeg går ikke i dyrt tøj eller tager med veninderne på spaophold – i stedet for bruger jeg pengene på ordgymnastik!

Novlr – et super godt værktøj

Novlr – et super godt værktøj

I jagten på et online skriveprogram er jeg faldet over programmet “Novlr”. Det er enkelt, æstetisk og godt tænkt.  Jeg er meget begejstret!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *